Det hovedløse skelet

Nu er det jo en børnebog, jeg flikker sammen, og tilmed en samling godnathistorier, men det skal man næppe tage alt for bogstaveligt. 

Der er for eksempel noget, der tyder på, at jeg nok kommer til at skrive en lillebitte smule om det hovedløse skelet, som man fandt i et gammelt grubehus under arkæologiske udgravninger. Det skal dateres tilbage til vikingetiden, altså i de gode gamle dage, da Aarhus hed Aros. 

Jeg ser en vis sammenhæng mellem dette makabre fund og den såkaldte Maskesten, der står på Moesgaard (når der er åbent (kom nu, få den ombygning overstået!)). 

Det kan da godt lidt se ud, som om det illustrerer sagnet om et afhugget vikingehoved, der udviklede dreadlocks for at kunne skubbe sig omkring i gaderne i Aros og svine folk til, misundelig som det var over de såkaldte "lemmedaskere", det vil sige dem, der stadig havde en krop. 

Jovist, det er ganske vist.
Eller delvist ganske vist, i hvert fald. 

Historiestrid anno 1984

Sidder lige med "Århus bys historie - fra vikingetid til nutid". Den er udgivet på Husets Forlag i 1984. 

Århus bys historie - fra vikingetid til nutid. Husets Forlag, 1984.
Forfattere: Helge Paludan, John T. Lauridsen, Jens Engberg, Jens Christensen og Lars Stigel. 

Bogen er skrevet i en tid, hvor en bestemt form for politisk historieskrivning var i højsædet, i hvert fald på institutterne, og det fremgår af vægten på arbejdernes historie. For mig at se er det meget fint, at fokus bliver lagt et andet sted end de sædvanlige steder: i købmandsgårdene, hos industribaronerne og i byrådet. Den historiske udvikling drives frem af (alle mulige) mennesker!
Men siden forfatternes fokus unægtelig var politisk farvet, vakte det også nogen forargelse somme steder i 1984. Og det gjorde det svært at få bogen finansieret. 

I forordet klager forfatterne - og dem er der fem stk. af, og de kommer alle fra Aarhus Universitet - deres nød. Helt uden filter: 

"Vi havde håbet, at bogen kunne udgives gennem Århus Byhistoriske udvalg. (...) Men der forregnede vi os. Det viste sig, at man i udvalget har en anden opfattelse af, hvordan Århus bys historie skal skrives. Efter udvalgets mening har vi fejldisponeret fremstillingen ved for tiden efter 1850 at bruge 1/4 af pladsen til at belyse forhold omkring arbejderklassen. Afsnittet om de sidste årtier, mener udvalget, er perfidt, arrogant og ensidigt i sin skildring af f.eks. byens kulturliv og konkluderer: "Vi mener, at vore jævne købere med god grund ville blive vrede og skuffede over dette kapitel." Nu er det så heldigt, at Husets Forlag vil påtage sig at udgive vores bog om Århus og dermed bryde Århus Byhistoriske udvalgs monopolagtige stilling." 

Jovist, der var gang i den i de gode, gamle dage! Det vil i dette tilfælde sige: For godt 30 år siden. 

Det hele handler om, hvordan man tolker Historien. Jeg har jo også min måde. Om den vil provokere nogen, ved jeg ikke - måske, men vi når næppe op i de luftlag, som man gør i denne strid. 

Mere om crowdfunding ..

.. denne gang med fokus på forfattere. Pudsigt nok nævner man ikke mit projekt. Fordi det har med Aarhus at gøre? Læs artiklen her. Den er - bortset fra det - udmærket. Og godt ville det jo være, dersom crowdfundingideen bredte sig. Også til det sløve bogmarked / den knap så 'first movende' forfatterstand. 

Artikel om crowdfunding i Politiken

Der er en udmærket artikel om crowdfunding i Politiken i dag. (Også selv om mit projekt ikke bliver nævnt!)

Kulturfolk er imponerede over, hvor meget det lykkes crowdfunderne at skaffe. Godt 40% af projekterne går igennem. Michael Eis, leder af det crowdfunder site, som jeg benyttede mig af, Booomerang.dk, siger, at det kræver en stor indsats og en stram strategi at komme igennem med sit projekt. Det er ligesom ikke en walk in the park, hvis det er det, man tror. Hvilket jeg kan skrive under på. Det er også rimeligt nok! Folk er er selvfølgelig lidt tilbageholdende skråstreg skeptiske, inden de griber til lommerne. Hvis de altså gør det. 

Artiklen beskæftiger sig mest med musikeren Peter Mathiasens projekt. Det hedder afslutningsvis:

Crowfundingen er (...) også i høj grad en måde at få markedsført pladen og lade potentielle fans føle en form for ejerskab til projektet.Og så giver 92 crowdfunding-donatorer derude 92 grunde til at tro på, at pladen kan blive en succes, siger Peter Mathiasen.»Det er megamotiverende at vide, at der allerede er nogen derude, der kan lide det, jeg laver«.

Nemlig! Det er faktisk temmelig nøjagtig det samme antal fundere, jeg har.

De ildelugtende københavnere

Jeg tror, at der kan komme en helt o.k. historie ud af vandtårnet på Randersvej ... 

Vandtårnet på Randersvej.

I løgneafdelingen kan jeg fortælle om, hvorledes vandtårnet blev bygget i en fart og som en fæstning mod den horde af ildelugtende (og vandskræk) københavnere, der slog lejr uden for byen. Det skete dengang i de gode, gamle dage, da der stadig var ordentlige belejringer til. Så det er nok mere end 400 år siden. 
Da de geskæftige aarhusianere havde bygget tårnet, tog de bynøglen og deres børn og høns og andre værdigenstande og forskansede sig i det. Og da så de ildelugtende og på alle måder ulækre københavnerne kom anstigende, blev de bombarderet med vandbomber og vandstråler og således jaget på flugt. 
Slut prut. 

Det lyder umiddelbart som en tilforladelig børnehistorie - krudt og kugler er erstattet med vand! Hvor sødt!
Ak, så enkelt er det ikke. Når en københavner for eksempel blev ramt på benet af tilstrækkelig mange vandstænk, måtte det amputeres. 
Jovist, deres vandskræk var velbegrundet.

Men det er altså derfor, nogle af nedløbsrørene på vandtårnet har form som drabelige dragehoveder for ikke at sige kanonrør. For de er faktisk tænkt som en slags dødbringende våben.

Se hvorledes nedløbsrørene knap nok kan
kaldes nedløsbsrør! De stritter ud
i luften og er lange dragehalse. 

I den sandfærdige ende af bogen vil jeg (ikke mindst med udgangspunkt i gode, gamle Wikipedia, der leverer en grundig gennemgang af bygningen) i kort og underholdende form (det er jo immerhin en børnebog) fortælle om det specielle tårn på Randersvej.
Det er da blandt andet interessant, at der opstod en hel bydel omkring det: Christiansbjerg. Man havde indtil da savnet rent vand i området - det fik man med vandtårnet, og folk flyttede derud. Så det har jo haft kæmpestor betydning engang. 
Før det gik folk og huggede vand fra hinanden. Nemlig, de scorede vand fra brøndene. Det er jo vildt ... 

I dag rummer tårnet værksteder og væresteder. Jeg har ikke været oppe i det. Endnu. 

PS: Hvis man ikke er klar over, hvad jeg mener med 'løgneafdelingen' og 'den sandfærdige ende af bogen', må jeg henvise til bl.a. dette tidligere blogindlæg, der illustrativt forklarer bogens princip.

Sommerferien er forbi - og besøgstallet er nu 3K

På trods af godt tre ugers inaktivitet fra min side har der været en del aktivitet på bloggen. Og det er jo så læseaktivitet. (Ok, mange af klikkene stammer sikkert fra søgerobotter og den slags automatiseret stads, men ikke alle.)
Besøgstallet er nu oppe på mere end 3.000. 

Og sommerferien er fra og med i dag slut for mit vedkommende. Det meste af den brugte jeg på en cykel i Sverige. Nu befinder jeg mig i København i en lånt lejlighed.

I dag skal jeg ind på biblioteket i Krystalgade og rode i det store oversigtsværk over de danske kirker. Vejlby kirke og Hasle kirke optræder nemlig i min kommende Aarhusbog. 
Det er ikke givet, at Aarhus domkirke også finder plads. (Er det ikke mærkeligt, når det nu er sådan en stor og dominerende kirke? Jo, det kan man sige, men der er nu noget skægt ved at hive det mindre eksponerede om ikke ligefrem oversete frem i lyset. Derfor. (Men lad os se på det. Det kan jo godt være, den lusker sig med alligevel, domkirken.))

I hvert fald: ad Krystalgade til! 

(Krystalgade hed i øvrigt i gamle dage Skidenstræde. Den skiftede navn i 1818. Hvorfor den hed noget så latrinært? Well - der var en vis odeur i den gade: Der løb praktisk taget en åben kloak igennem den ...)